Bjerge og taegeskov

Endnu en begivenhedsrig weekend er gaaet, og en ny uge med intensiv spansk-undervisning er begyndt. Vi tillod os dog en delvis fridag i gaar, tirsdag, men derom senere.
Loerdag begyndt klokken seks om morgenen, vores plan var ikke helt fastlagt, men da vi saa solen skinne fra en naesten skyfri himmel var der ingen tvivl, vi skulle op paa Pichincha, bjerget vest for Quito, som sammen med byen hver dag udgoer verdens smukkeste udsigt fra vores vinduer. Vi tog altsaa afsted og benyttede os af liftbanen det foerste stykke. Derfra maette vi vandre og lad os bare sige at det er sin sag for en utraenet dansker at bestige den slags hoeje bjerge. Vi gik i tre timer mens skyerne langsomt samlede sig taettere om os og temperaturen faldt. Det foerste stykke var en tydelig nedtraedt sti, men efterhaenden blev der mere og mere klatring blandet i vandringen. Tilsidst besluttede vi, at vi havde naaet vores personlige top, spiste den medbragte chokolade som praemie og gik nedad igen.
Vi fik senere at vide at der derfra var endnu en times klatring/vandring til den rigtige top, saa vi var meget tilfredse med vores beslutning, og idet hele taget bare tilfredse og usandsynligt traette da vi igen naede ned til liftbanen. Vi fandt dog uanede kraefter til at tage hjem og afsted igen samme eftermiddag for at naa dagens sidste bus til landsbyen Mindo. En taxichauffoer praesterede at saette os af ved den forkerte busstation, men vi naaede det alligevel.

Naeste dag stod vi friske og veludhvilede op, det havde regnet hele natten men var endelig blevet toervejr og saa kunne vi i fulde drag nyde det smukke landskab. Mindo ligger i bjergene og er et af de faa steder i Ecuador, hvor der findes taaegeskov. Vi gik afsted og kom efter to timeres vandring til en bane der gik henover en slugt. Efter denne doedsforagtende tur gik vi ad en lille sti, som snoede sig langs med bjergsiden til omraadets hoejeste vandfald. Det var varmt og fugtigt i skoven, men vi foelte os ogsaa rigtig taet paa naturen, som var naesten eventyrlig og helt anderledes end det vi kendte fra Danmark (det havde I nok aldrig gaettet). Vandfaldet var ogsaa en oplevelse.

Paa vejen hjem begyndte eftermiddagsregnen igen at sile ned og vi fik et lift det sidste stykke paa ladet af en truck, hvor vi stod i savsmuld og skreg af grin, mens vi blev drivvaede. Soendag foregik ogsaa Ecudadors praesidentvalg, og ifoegle vores laerere var det den rigtige, Rafael Correa, som vandt. Der var fest i Quito, vi kunne hoere sejrstalerne og se fyrvaerkeriet helt oppe fra vores vaerelse.

Siden er Quitos festuge begyndt og vi tog os som sagt en fridag i gaar, for at gaa til ugens foerste tyrefaegtning. Det er faktisk 6 tyrefaegtninger i alt, med forskellige matadorer, selvom proceduren er the same as last. Ecuadorianerne var i deres fineste toej med panamahatte eller cowboyhatte som vaern mod solen (enkelte maette noejes med en brochure eller et papstykke med huller til oejnene), og stemningen var hoej.. Der blev raebt Ole, leve Quito og Ecuador, Ecuador, og selvom showet og farverne paa den maede var flotte, er vi blevet overbevist om at tyrefaegtning er inhumant og brutalt. Vi foelte os faktisk ydmyget paa tyrens vegne, maerkeligt nok er doedskamp ikke lige vores kop te, men nu har vi da set det.

Os, det er bare Os.