Kondor-oplevelser og verdens hoejeste soe!

Ja, det er saa lidt tid siden vi var ude at se kondorer, vi har boevlet rundt i noget net, der ikke virkede, -men derfor skal I nu ikke gaa glip af noget... Efter Nazca-linjerne tog vi til Arequipa, var der et par dage og tog saa afsted mod Colca-kloeften, hvilket egentlig var det primaere formaal med at vaere der. Colca-kloeften er stedet hvor man ser kondorer, som vaegt og volumemaessigt er verdens stoerste flyvende fugl. (Slaa det op hvis du har lyst - det er rigtigt nok!) Udover det er Colca-kloeften ogsaa en utroligt smukt sted, og der er nogen, som siger, at den er dobbelt saa dyb som Grand Canyon.
Den egentlige plan var at tage en bus om eftermiddagen og overnatte i en lille by taet derved, men da vi kom frem til busstationen havde de sjovt valgt at saelge alle billetterne, og der var kun en afgang klokken 01.45 tilbage til os. Fantastisk! Vi ankom derfor friske og udhvilede til kondor udsigtspunktet klokken 06.30, to og en halv time foer noedvendigt... De sidste 5 timer havde vi vaeret mere eller mindre forfrosne og ikke mindst gennemrystede, saa det var god planlaegning...
Langsomt begyndte andre turister at indfinde sig, og saa ventede vi allesammen paa at kondorerne ville goere det samme... og det gjorde de endelig! Om morgenen befinder de sig i bunden af kloeften og venter saa paa at de varme opstroemme skal komme, saa de kan lette og cirkle rundt efter foede... Vi blev der hele formiddagen og noed at se kondorerne flyve lige hen over os, isaer da alle de andre turister var taget videre, og kondorerne var helt vores egne.
Hen paa eftermiddagen hoppede vi paa en bus tilbage til Arequipa, hvor vi sov lidt i busterminalen inden vi igen stod paa en fantastisk natbus - denne gang til Puno ved Titicaca soeen - 3800 meters hoejde. Her tilbragte vi to dage, den foerste med at hvile lidt ud og nummer to paa en sejltur paa Titicaca (verdens hoejste beliggende navigable soe). Der bor blandt andet Uro-indianerne paa flydende sivoer, som de selv har bygget og fortoejret til soebunden. Det var ret specielt, og de har levet saadan i mange mange aar. Oprindeligt som et flugtforsoeg fra fastlandet, men nu kan man stille spoergsmaalstegn ved, om den primaere aarsag til, at de stadig bor der, ikke er fordi det er en fantastisk turistindtaegt...
Efter sivoerne gik turen videre til Taquille, hvor vi saa en masse fine inka-terresser og noget udsigt krydret med paen natur. Det var et hyggeligt sted, og vi fik traenet en smule stentrappe-gaaning op til vores forestaaende Machu Picchu (vi-tror-vi-er-inkaer) trek.