Entra Bolivia!

Cuzco var vores sidste stop i Peru og efter de fantastiske oplevelser der, satte vi kursen sydover mod Bolivia. Vi fik dog et tre timers uventet morgen-stop i det kolde Puno, mens vi ventede paa en forbindelse videre. Egentlig var vi bare blevet lovet et ophold paa en lille time, men saadan noget har vi efterhaanden laert at man ikke kan regne med.
Ellers gik ruten langs med Titicaca-soen, vi krydsede graensen problemloest (hvor kommer alle de onde rygter om graensepoliti fra?) og kom frem til Copacabana, som er endnu en by ved den famoese soe, men altsaa ligger paa Bolivia-siden. Byen er ret lille, men den ligger meget fint helt ned til soen og vi noed det flotte sceneri -og isaer det overraskende varme klima. Vi slappede af og det blev ogsaa til en tur i pedal-baad paa Titicaca. For dem der skulle have glemt det, er det jo en ret stor soe, fordi vi er saa videbegaerlige har vi fundet ud af, at den er 1000 km2 stoerre end Sjaelland. Og, den er jo ogsaa som bekendt verdens hoejest beliggende navigable soe.
Det mest spektakulaere i byen er en tradition, der vist er udbredt i hele Bolivia, men som folk alligevel rejser til Copacabana for, -nemlig velsignelse af biler. Det foregaar foran kirken, hvor personbiler, minibusser og lastbiler dagen igennem holder i koe og gennemgaar velsignelsen. Foerst bliver de pyntet med blomster og guilander og saa oversproejtes de med champagne og oel og daekkes til i blomster-blade.. Hele familien er med og bagefter koerer folk saa hjem, -maaske med lidt stoerre tillid til bremserne end foer.
Efter Copacabana tog vi til Bolivias hovedstad La Paz, som ligger i 3500 m hoejde (det er verdens hoejest beliggende hovedstad, slaa det op hvis du har lyst). Her var vores hovedformaal at besoge Kari-Anne fra hoejskolen, som er i La Paz som voluntoer for en norsk organisation. Det var dejligt at se hende igen, og naesten ligesom at vaere i et rigtigt hjem, da vi var hos hende (sovevaerelse, koekken, stue, -wow), ja, og vi sov faktisk med vattaeppe i stedet for uldtaeppe med lagen.. Man laerer at saette pris paa de smaa ting.
Byen er frem for alt fuld af kontraster, paa gaden moeder man baade velklaedte karrierekvinder og forretningsmaend, tiggere, koner i traditionelt toej (lange sorte fletninger, bowlerhat og store skoerter) og skopudsere med tildaekkede ansigter. Her er det en skam at vaere skopudser og derfor daekker de sig til for ikke at blive genkendt, -det faar dem samtidig ogsaa til at se ud som om de er klar til at begaa bankroeveri, men man vaenner sig til synet. Samtidig er byen delt i selve La Paz , som ligger nede i en dal-saenkning, og den fattige hurtigt-voksende bydel El Alto, som ligger 500 m hoejere end resten byen. Midt mellem alt det moderne, (fx har Bjoernen i det blaa hus en restaurant med fremragende is, -det er da moderne!), findes ogsaa stadig heksemarkeder, hvor der saelges alt fra amuletter og slik til indtoerrede froer, dyrefostre og baby-lamaer. Paa gaden kan man blive spaaet i cocablade og vi har ogsaa vaeret paa byens coca-museum, -planten og de beroemte blade er en stor del af Bolivias historie og tradition. Coca-cola-kompaniet importerer store maengder til deres produktion for der er ekstrakt fra coca-blade i coca-cola. Ja, oprindeligt var der faktisk cocain i produktet, men det er dog blevet aendret.
Lidt uden for La Paz har vi besoegt et meget specielt omraaede, der hedder Maanedalen. Det er et flot landskab dannet af sandsten, der rejser sig som klipper op omkring én og hvis man har lidt fantasi, kan man faa formationerne til at ligne baade skildpadder og hatte.