Pingvin-patagonien!

Den nederste del af Chile og Argentina kaldes Patagonien, og der fik vi os ogsaa lige sneget ned et lille smut. Der er meget ekstremt natur dernede, saa vi havde valgt et sted, hvor man skulle kunne se meget dyreliv. Hvis man tager endnu laengere mod syd, kommer der gletsjere og andet gejl, men det synes vi ikke rigtigt, vi havde tid eller toej til...
Hele omraadet, hvor vi var, og de sidste mange timer i bussen, var bare fladt fladt fladt... Aldrig foer har vi oplevet saa stort et omraade uden noget som helst til at bryde horisonten... Flot!
Nationalparken Peninsula Valdes var vores destination, og eftersom der ikke rigtigt er nogle offentlige transportmidler inde i parken, tog vi paa en guided tur. Det viste sig at blive en rigtig fin tur, og vi fik set praktisk talt alle de dyr, de havde sagt, der var mulighed for. Paa land betoed det, en slags struds, en hvid raev (nok naermere brun, men vi bristede ikke deres illusioner...), smaa hyggelige baeltedyr og guanacoen - den sidste type lamaart vi manglede at se for at have set dem alle fire. Hurra for det! Vi kan nu med rette kalde os lamaeksperter... :)
Paa vandsiden var soeloever, soeelefanter, pingviner og ikke mindst to spaekhuggere! Soeelefanterne ligger paa denne aarstid bare og flader ud paa stranden og bevaeger sig naermest ikke, saa de var knap saa spaendende at se paa - bare kaempe store... Tilgengaeld var det omraade, de boede i, naermest som at komme ud til vestkysten. Et par klitter hist og her og saa masser af marehalm...
Spaekhuggerne saa vi, mens vi stod og kiggede paa soeloever, det er nemlig deres foretrukne maaltid, saa de var i gang med at jage. De fanger soeloeverne ved at kaste sig ind paa stranden, hvor de saa faktisk gaar paa grund, mens de snupper en af soeloever, der bader i vandkanten... Tricket er saa, at de skal kunne finde ud af at komme ud i vandet igen, saa de ikke bare ligger der for evigt. Ellers var det ligesom ikke saa relevant, om de fik et maaltid eller ej...
Der var en af spaekhuggerne, som gjorde det, mens vi stod der, men det var ret svaert at se, for det var ret langt vaek. Man kunne bare se, den pludselig laa helt forkert, og saa bagefter dreje den ud i vandet igen... Vi saa mest finnerne, men det var nu ogsaa meget fedt! :)

Dagen efter stod i pingvinnernes tegn. Vi havde ogsaa set en lille pingvinkoloni dag 1, men det var ingenting mod det, vi tog ned for at se dag 2. Heller ikke her gik der offentligt transport, saa vi lejede en bil, en fin hvid Chevrolet Corsa, og alle der betegner sig selv som FDF'er kunne jo lige tjekke nummerpladen ud... :)
Men vi koerte glade afsted og fandt nemt frem, vejen gik praktisk talt ligeud i 3 timer, med undtagelse af da vi skulle igennem en by... men der farede vi tilgengaeld saa ogsaa vild... hmm...
Da vi kom frem, spiste vi Inas hjemmelavede laekre madpakker, mens vi sad og kiggede paa de faa pingvinner, der var i naerheden. Derefter gik vi over en bakketop, og saa var der bare
pingvinner overalt!! Tusindvis af pingvinner, der boede i deres smaa jordhuller op til en times afstand fra havet... Der var lavet en sti, saa menneskene ikke gik ind til dem, men de kunne godt komme ud til os, hvis de ville. Og saa kunne man gaa der mellem alle deres smaa boliger og kigge paa dem... Ihh altsaa - det var bare hyggeligt... :)
Det meste af tiden staar de bare stille og helst to og to. I oejeblikket venter de paa, at de har tabt alle deres fjer, og naar det er gjort, saa bliver de vandtaette og hopper i boelgerne for at svoemme op ud foran Brasiliens kyst for at jage. Nogle af dem saa derfor ret maerkelige ud, naar de for eksempel havde tabt alt haaret lige med undtagelse af hovedet... hmm...
Afrejsen sker om et par uger, og derefter er der slet ingen pingvinner tilbage paa dette omraade foer naeste efteraar, hvor de vender hjem til deres gamle boliger. Det var en ret besynderlig tanke, at om saa kort tid ville alle disse pingvinner tage afsted, og her ville vaere helt tomt. Man kan godt undre sig lidt over, at der aldrig er en enkelt, som bliver glemt eller bare ikke lige har lyst til at tage afsted i aar...



Ligesom pingvinnerne naermer vores afrejse sig ogsaa, saa naeste og sidste stop var Mendoza...

Bondegaardsferie!

Vi tog en smuttur paa landet til en stor farm (en estancia) langt langt ude. Vi er atter i et omraade praeget af gauchoer, koedkvaeg og bondeliv, saa det maatte vi jo lige have med. Heldigvis er der mange af estanciaerne, som inviterer turister ud at bo paa deres gaarde, og her ser man saa landlivet fra luksussiden. Det er ret populaert for rige veluddannede midaldrende mennesker, og saa aabentbart blandt saadan nogle som os, som er villige til at betale en del for bare to dage der - selvom vi valgte en i den billige ende... Hvis man vaelger den rigtige (forkerte?), kan man nemt komme til at betale hundrevis af dollars for bare en overnatning - ikke lige til vores budget.
Vi havde valgt at tage 2 dage og en nat paa gaarden, som laa et godt stykke ude paa det flade land lige ned til en flot soe. Tidligere var der ingen traeer, bare lidt knaehoej-bevoksning og saa rigtig meget blaest. Efterhaanden har befolkningen importeret og plantet flere traeer for at faa lae og kunne udnytte jorden bedre. Paa gaarden var der en del aktivitetstilbud som for eksempel kajak- og kanosajlads, rideture, motorbaadsture, badning i poolen eller soeen og gaa- eller cykelture i omraadet. Og naar vi ikke lige var super aktive, toeffede vi bare lidt rundt, klappede hunden og noed landidyllen. Om aftenen kunne man gaa i en saerlig hytte, som var pyntet efter alle landlivets regler, men udstoppede dyr og ridestoevler langs vaeggen.
Ind imellem alle de fysiske aktiviteter laa de overdaadige maaltider. Koedet blev grillet over baal hver formiddag, saa hvis man var nysgerrig, kunne man lige gaa i laden og kigge, hvad der var til middag. Hver dag var der hjemmeavlet koed paa bordet i mange forskellige afskygninger, forskellige laekre salater, frisk broed og ikke mindst vin vin vin... Vaertsherren drak vand og vin blandet for at kunne taale mere. Nok et meget klogt traek, hvis han hver dag indtager saa meget som de dage, vi var der...
Vi spiste i haven, naar man kunne, men eftersom aftensmad foerst spises ved 23-tiden i dette land, foregik dette maaltid inde i deres hus. Her sad vi om det breddeste bord, vi nogensinde har spist ved, med 5-armet lysestage, soelvholdere til at laegge sit bestik af paa, mens vaertsherren for bordenden underholdt gaesterne, og vaertskonen ikke deltog, da hun organiserede middagen og de to ansatte... Der var stil over tingene... Tiltider foelte vi os en smule malplaceret og besluttede os for at komme tilbage, naar vi er halvtres og faerdige med at backpacke, saa er vi nok lidt mere vant til overdaadig luksus... :)
Udover det lavede vi ikke saa meget derude... man kunne ikke engang faa lov at hente et glas vand selv, saa det begraenser jo ens mulighed for bevaegelse lidt... :)som naevnt var det bare luksus og afslapning i landlige omgivelser... Men det var rigtig hyggeligt, og vi var nu totalt ladet op til resten af turen...


knus fra Os

Buenos Aires!

Efter naturoplevelser stod menuen paa storbyoplevelser - og hvilken storby! Buenos Aires er hyggelig og intim paa trods af, den er kaempe stor. De har ombygget centrum paa et tidspunkt med Paris som deres primaere forbillede, saa var den meget europaerisk at gaa rundt i!
Foerste dag gik med at gaa lidt rundt i midtbyen og se nogle af de obligatoriske ting. Regerings-bygningen som kaldes Casa Rosada, fordi den er malet i en mystisk laksefarve, et par parker, en statue af Columbus og ikke mindst en af verdens breddeste gader med en kaempestor obelisk i midten. Gaden er 7-sporet i begge retninger, saa det kunne godt tage lidt tid, naar man skulle krydse den...
Udover bygninger var der ogsaa tid til at se paa en anden side af deres kultur - shopping! Vi tog til Palermo, stedet hvor ungdommen shopper, og her fik man virkelig kultur for alle pengene. I et af omraaderne var toejbutikkerne bygget op omkring barer, og der var saa forskellige saelgere i samme butik. Der var proppet med mennesker, man kunne hverken se toejet eller hinanden, til gengaeld kunne man tydeligt hoere bassen pumpe i hoejttalerne... Efter at have foelt klaustrofobien komme snigende et par gange, besluttede vi i stedet at tage til et storcentrene en af de kommende dage, og det gjorde vi saa...
Aftenerne blev brugt paa andre kulturelle indslag. Blandt andet en flot tur ind at se ballet. Desvaerre var deres store flotte teater under restaurering, saa vi maatte noejes med et mindre overdaadigt. En anden aften var vi til Tangoshow, en begivenhed man ikke maa misse, hvis man er i Buenos Aires. Ihh altsaa det er ogsaa bare en spaendende dans med masse flotte markeringer. En tredje aften tog vi selv tangotimer (vi er naermest gaaet tango-amok)- det er lidt svaerere, end man regner med, kan vi saa ogsaa afsloere... :) ellers gik aftenerne med masser af god mad... i saerdeleshed store boeffer og roedvin...
Den sidste dag var vi i deres kunstnerknarter La Boca, hvor alle husene er malet i flotte farver. Det ligger ned til havnen og den oprindelige grund til det spaendende farvevalg er, at man tidligere brugte resterne af skibsmalingen til at male sit eget hus med. Mange af husene er baade groenne, gule og roede, og det er faktisk ganske paent! Det er et meget hyggeligt kvarter, selvom det ogsaa er her, de har smidt alle de forfaerdentlige turistbutikker ud, men de skal jo vaere et sted... Med andre ord, byen ka anbefales, hvis I en da kommer paa disse kanter... og
ikke at forglemme hoppede vi ogsaa lige en smuttur forbi Evitas grav... saa har man set det med!



Knus Os

Jesuitter og alligatorer!

Efter de overdaadige vandfald tog vi en natbus mod syd, hvor der laa en Jesuitruin og ventede paa os. Stedet er UNESCO world heritage site, saa det var vaerd et ekstra stop.
Vi ankom tidlig morgen og sad og hyggede lidt paa byens lokale plads foran kirken, mens vi ventede paa ruinkomplekset skulle aabne. Omraadet er ret tyndtbefolket, og da Jesuitterne ankom (primaert fra Spanien) var det ikke bedre. Alligevel formaaede de at bygge en ganske stor by op ved egen kraft, og af de sten de havde kunne finde i omraadet. Byen var bygget op omkring en plads hvor kirken havde den mest fremtraedende placering. Sammen med kirken laa ogsaa et kloster og en kirkegaard, og paa de tre resterende sider havde de saa placeret alle indbyggernes huse. De var bygget som raekkehuse, hvor der saa boede en familie i hver. Byen var styret af to praester, og der var strenge regler med opdeling i boern, kvinder og maend, naar man eksempelvis gik til kirke. Trods faste ideer og strenge regler var Jesuitter dem, der opnaaede det bedste og mest harmoniske forhold til den oprindelige befolkning under koloniseringen. Jesuitter havde i alt 30 missioner i det nordlige Argentina, Paraguay og Bolivia, og alle steder levede de sammen med lokalbefolkningen og uden den undertrykkelse, der ellers praeger koloniseringen. Udover det rent historiske og den nye viden vi fik tilranet os, saa var det ogsaa et ganske smukt sted. Ganske fredfyldt at gaa rundt og kigge paa deres paene byggerier i det ankelhoeje graes, mens solen skinnede loes.
Det blev dog tid til at komme videre, og vi tog en bus til naermeste rigtige by, for derfra at finde vores naeste bus. Det var dog lidt svaerere end beregnet, man kunne nemlig ikke komme direkte dertil, og ingen vidste helt, hvordan det var bedst og muligt at rejse derhen, saa vi fik nye svar hver sted, vi blev sendt hen. Til sidst besluttede vi os for at tage til byen Santo Tomé, som paa kortet lignede den mest oplagte mellemstationen for vores egentlige maal.
Da vi ankom dertil, smilede damen i billetkontoret dog bare overbaerende til os, og forklarede os, at vi, som saa mange andre turister foer os, maatte forstaa, der ikke gik nogle busser dertil. Istedet skulle vi tage over en anden by, til en tredje by for til sidst at komme til Iberá vores destination... Hvis vi var blevet i den bus vi kom i, havde vi sparet 3 timers ventetid, men de timer gik heldigvis nemt i denne super intetsigende by, hvor byens eneste spisested var tankstationen... Endelig fremme ved sidste stop inden endedestination faar vi at vide, der kun gaar en bus om dagen, saa vi maa vente til middag den foelgende dag. Vi foelte os ret forfulgt af uheld...
Da vi endelig kom frem, var det dog alt besvaeret vaerd! Allerede den foerste aften saa vi et par smaa alligatorer og en helt fantastisk flot solnedgang ud over soeen. Dagen efter var vi tidligt oppe og tog paa tur i en motorbaad for at spotte dyreliv. Mens solen fik mere og mere fat, gik dyrene glade rundt og spiste i marsken. Vi saa fugle med lime-groenne vinger, alligatorer i alle stoerrelser, den stoerste paa ca. 2,5 meter liggende paa lur efter mad kun 50 cm fra baaden! Vi saa kaempe fugle, yndige raadyr med kaempe oerer, og ikke mindst flodsvin, verdens stoerste gnaver (som I kan se ligner en forvokset hamster). Den var nu soed... Alt i alt var det super flot!
Om eftermiddagen tog vi rundt i naeromraadet paa hesteryg. Det skal man ligesom i disse omraader hvor Gauchoerne (de sydamerikanske cowboys) bor. Det var nu ikke helt saa sindsoprivende som baadturen, selvom vi saa flotte groenne fugle, vi tror, er undulater. Vores guide var dog vaeldig autentisk...
Vi sluttede med en tur ind i et lille jungleomraade, hvor vi saa orange aber, hvorefter vi havde besluttet os for at goere det umulige; at tage tilbage til byen. Stedet er jo ikke ligefrem verdens navle, saa bussen koerer klokken 04.30 om morgenen, og man skal saa vente hele dagen, foer der gaar busser til Buenos Aires klokken 21.00 tidligst. Eftersom vi godt kan maerke uret tikker, havde vi spurgt os omkring for at faa et lift, men der var ingen hjaelp at hente. Saa fulgte vi vores hotelmutters forslag og blaffede. Det var grusvej som paa billedet hele vejen, og der er ingen byer undervejs. Det kunne med andre ord godt gaa hen og blive ret besvaerligt...
Men vi havde heldet med os! Efter et kvarter ankommer foerste pickup, vi hopper op paa ladet og koere 50 km af vejen. Det var naesten for nemt! Vi begynder at gaa afsted, mens vi venter paa naeste bil kommer... 20 min gik der, inden vi atter saa en stoevsky fra en bil. Vi troede, de ville koere forbi, men igen kunne vi hoppe op paa ladet, denne gang med lovning paa at blive koert helt ind til byen. Efter en times koersel har vi noedstop. Der er opstaaet massivt ratsloer, og eftersom vi koerer paa grusvej med mange huller, er det ikke saa smart. Vores chauffoer og de to andre maend i bilen roder lidt rundt og ryger en cigaret, men vi overvejer om vi har trukket os en nitte. Men saa finder chauffoer 3 stykker gummibaaand (opskaaret cykelslange?), kravler ind og binder dem om hjulaksen bag hoejre forhjul, og vupti! er alt godt, og vi kan koere videre... Saa ved man det, hvis man en dag skal reparere en bil...
Resten af turen gik let og smertefrit, og ligeledes gik turen til Buenos Aires.

Knus fra Os

Splash! Vi bader i vandfald!

Efter en lang bustur var vi naaet til den brailianske graenseby. Herfra tog vi direkte ud til det famoese vandfald. Brasilien skulle efter sigende have den mest fesne side, men vi var nu meget imponerede da vi naaede derud. Vi bev sat af 1,2 km fra det, man kalder "Djaevelens hals", og slentrede saa hen ad en sommerfuglefyldt sti, hvorfra der var udsigt til vandfaldene paa den argentinske side af dalen. Det var et flot syn, men det blev endnu bedre da vi naaede til "Devils Troat" og gik paa en gangbro ud til et udsigtspunkt, hvor man kom taettere paa. Der var vandfald til hele den ene side og under os og vi kunne maerke vandsproejtene. Omraadet er dannet ved vulkanudbrud, hvor lavaen er gledet henover jorden og har dannet stejle "vaegge", der hvor det er stivnet og stoppet. Disse vaegge er dannet i forskellige niveauer, som vandet vaelter ned over. Det er virkelig et imponerende syn. Om eftermiddagen foraerede vi os selv en tur i helikopter henover omraadet, -det er jo ikke hver dag en almindelig doedelig faar chancen for saadan noget. Vi maette vente lidt tid paa en tredje passager, men saa gik det ogsaa afsted op over skovene og henover alle de flotte vandfald, som vi cirklede over. Det var virkelig flot og overvaeldende, hvor stort omraadet var selv set fra fugleperspektiv.

Dagen efter besoegte vi vandfaldet paa den argentinske side og det var meget stoerre end det brasilianske omraade med adgang til mange flere vandfald og udsigtspunkter. Tilgengaeld var det ogsaa mere turistet og naesten som at traede ind i en forlystelsespark. Vi fik et fint oversigtskort og startede saa med en tur i et hyggeligt fut-tog, som fragtede os hen til, igen, Devils throat.. Denne gang stod man mere over det kaempe vandfald, men ogsaa her kunne man ikke undgaa at blive vaad. Bagefter gik vi rundt paa stierne i parken fra vandfald til vandfald. Ogsaa paa den argentinske side var der mange sommerfugle, nogle steder hele flokke som svaermede omkring en, og efter at have fundet en knap saa besoegt sti, fik vi sammen med resten af fuglelivet ogsaa aeren af en kolibri. Den var saa lille at man naesten ikke kunne tro paa, det var en fugl.
Sidst paa dagen efter at have beundret vandfaldene og deres varierende formationer, tog vi en sejltur for at komme endnu taettere paa. Og det kom vi. Speedbaaden sejlede lidt frem og tilbage og derefter ind i to vandfald, saa vi blev absolut gennembloedte.. Vandet vaeltede ned over en og man kunne slet ikke holde oejnene aebne for at se hvor man var. Efter en varm dag kunne det ikke have vaeret bedre... Godt at klimaet narmest er skabt til vandfaldsbadning.

Strand strand strand!

Saa tog vi til stranden... og flere af slagsen... Vi drog mod syd fra Rio, og foerste stop var Paraty, hvor vi boede paa et laekkert hostel lige ned til kanalen. Der var ogsaa pool, den benyttede vi dog kun ganske kort, for vi tog med vores private baad afsted paaa baadtur hele dagen. Det bliver man solbraendt af... med tryk paa ordet "braendt"... Nitte! Men det var en rigtig laekker tur med stop ved to meget flotte strande, hvor man kunne bade i dejligt varmt vand. Og saa var der ogsaa et snorklestop, saa vi kunne genopleve lidt af vores Galapagoseventyr, selvom det ikke var helt saa overvaeldende her. Tilgengaeld moedte vi aegte dykkere - under water - gejlet! Paent var det, og vi noed det meget.
Herefter tog vi til Ubatuba. Hvad der i foelge lokale skulle vaere en af Brasiliens smukkeste strande. Der boede vi ogsaa et sted med pool, og saa havde vi vores helt egen lejlighed. en overgang var vi ved at overveje bare at blive boende, vi foelte os hjemme i vores helt egen stue... og sovevaerelse... og koekken... og altan... og badevaerelse! Overdaadigt! Havet var ogsaa fedt, der brugte vi det meste af tiden. Blandt andet paa at surfe - eller i hvert fald proevede paa at laere det! Det er en ret svaer sport og den kraever mange muskler, som undertegnede muligvis ikke er i besiddelse af... I hvert fald kunne man maerke sine muskler dagen efter... tja, og de skrammer vi havde faaet, kaldte vi bare for hajbid, saa no worries... bidske hajer kan vi sagtens klare... :)
Da vi syntes, vi havde set tilpas af Ubatuba, tog vi videre paa vores strandcruise til Florianapolis. Oen hvor alle unge og fancy argentinere tager til i januar og februar, og i marts er det saa de unge og smukke danskere derhen... (det er saa os - hvis nogle skulle bilde sig ind at tvivle paa det...) Det var ogsaa ganske paent, vandet var dog lige et par grader koldere end Ubatuba, men stadig godt og badevenligt. Masser af hoeje boelger man kunne hoppe rundt i og lade sig traekke med af... Og saa var der en saelger med sin vogn, som solgte frugtsalat og hele kokusnoeddder, naar man blev toerstig og sulten efter alt det sol og saltvand... Da vi fik bevaeget os vaek fra vandet og op i byen, resulterede det i et par nye bikiner (brasilianer-model...) og et besoeg paa et storslaaet tag-selv-issted.
Sidste stop ned langs kysten blev Torres, hvor vi tager fra i morgen. Her kan man se paa delfiner, de bor ude i havet, saa naar man staar paa molen kan man holde oeje med dem, naar de kommer op og traekker luft. De var en saerlig sort race... Har nogen set filmen Flipper? Hvorfor er den delfin graa?


knus fra Os

Vi snakkes fra Argentina - naeste stop er nemlig vandfaldet ved graensen...