Splash! Vi bader i vandfald!

Efter en lang bustur var vi naaet til den brailianske graenseby. Herfra tog vi direkte ud til det famoese vandfald. Brasilien skulle efter sigende have den mest fesne side, men vi var nu meget imponerede da vi naaede derud. Vi bev sat af 1,2 km fra det, man kalder "Djaevelens hals", og slentrede saa hen ad en sommerfuglefyldt sti, hvorfra der var udsigt til vandfaldene paa den argentinske side af dalen. Det var et flot syn, men det blev endnu bedre da vi naaede til "Devils Troat" og gik paa en gangbro ud til et udsigtspunkt, hvor man kom taettere paa. Der var vandfald til hele den ene side og under os og vi kunne maerke vandsproejtene. Omraadet er dannet ved vulkanudbrud, hvor lavaen er gledet henover jorden og har dannet stejle "vaegge", der hvor det er stivnet og stoppet. Disse vaegge er dannet i forskellige niveauer, som vandet vaelter ned over. Det er virkelig et imponerende syn. Om eftermiddagen foraerede vi os selv en tur i helikopter henover omraadet, -det er jo ikke hver dag en almindelig doedelig faar chancen for saadan noget. Vi maette vente lidt tid paa en tredje passager, men saa gik det ogsaa afsted op over skovene og henover alle de flotte vandfald, som vi cirklede over. Det var virkelig flot og overvaeldende, hvor stort omraadet var selv set fra fugleperspektiv.

Dagen efter besoegte vi vandfaldet paa den argentinske side og det var meget stoerre end det brasilianske omraade med adgang til mange flere vandfald og udsigtspunkter. Tilgengaeld var det ogsaa mere turistet og naesten som at traede ind i en forlystelsespark. Vi fik et fint oversigtskort og startede saa med en tur i et hyggeligt fut-tog, som fragtede os hen til, igen, Devils throat.. Denne gang stod man mere over det kaempe vandfald, men ogsaa her kunne man ikke undgaa at blive vaad. Bagefter gik vi rundt paa stierne i parken fra vandfald til vandfald. Ogsaa paa den argentinske side var der mange sommerfugle, nogle steder hele flokke som svaermede omkring en, og efter at have fundet en knap saa besoegt sti, fik vi sammen med resten af fuglelivet ogsaa aeren af en kolibri. Den var saa lille at man naesten ikke kunne tro paa, det var en fugl.
Sidst paa dagen efter at have beundret vandfaldene og deres varierende formationer, tog vi en sejltur for at komme endnu taettere paa. Og det kom vi. Speedbaaden sejlede lidt frem og tilbage og derefter ind i to vandfald, saa vi blev absolut gennembloedte.. Vandet vaeltede ned over en og man kunne slet ikke holde oejnene aebne for at se hvor man var. Efter en varm dag kunne det ikke have vaeret bedre... Godt at klimaet narmest er skabt til vandfaldsbadning.