Jesuitter og alligatorer!

Efter de overdaadige vandfald tog vi en natbus mod syd, hvor der laa en Jesuitruin og ventede paa os. Stedet er UNESCO world heritage site, saa det var vaerd et ekstra stop.
Vi ankom tidlig morgen og sad og hyggede lidt paa byens lokale plads foran kirken, mens vi ventede paa ruinkomplekset skulle aabne. Omraadet er ret tyndtbefolket, og da Jesuitterne ankom (primaert fra Spanien) var det ikke bedre. Alligevel formaaede de at bygge en ganske stor by op ved egen kraft, og af de sten de havde kunne finde i omraadet. Byen var bygget op omkring en plads hvor kirken havde den mest fremtraedende placering. Sammen med kirken laa ogsaa et kloster og en kirkegaard, og paa de tre resterende sider havde de saa placeret alle indbyggernes huse. De var bygget som raekkehuse, hvor der saa boede en familie i hver. Byen var styret af to praester, og der var strenge regler med opdeling i boern, kvinder og maend, naar man eksempelvis gik til kirke. Trods faste ideer og strenge regler var Jesuitter dem, der opnaaede det bedste og mest harmoniske forhold til den oprindelige befolkning under koloniseringen. Jesuitter havde i alt 30 missioner i det nordlige Argentina, Paraguay og Bolivia, og alle steder levede de sammen med lokalbefolkningen og uden den undertrykkelse, der ellers praeger koloniseringen. Udover det rent historiske og den nye viden vi fik tilranet os, saa var det ogsaa et ganske smukt sted. Ganske fredfyldt at gaa rundt og kigge paa deres paene byggerier i det ankelhoeje graes, mens solen skinnede loes.
Det blev dog tid til at komme videre, og vi tog en bus til naermeste rigtige by, for derfra at finde vores naeste bus. Det var dog lidt svaerere end beregnet, man kunne nemlig ikke komme direkte dertil, og ingen vidste helt, hvordan det var bedst og muligt at rejse derhen, saa vi fik nye svar hver sted, vi blev sendt hen. Til sidst besluttede vi os for at tage til byen Santo Tomé, som paa kortet lignede den mest oplagte mellemstationen for vores egentlige maal.
Da vi ankom dertil, smilede damen i billetkontoret dog bare overbaerende til os, og forklarede os, at vi, som saa mange andre turister foer os, maatte forstaa, der ikke gik nogle busser dertil. Istedet skulle vi tage over en anden by, til en tredje by for til sidst at komme til Iberá vores destination... Hvis vi var blevet i den bus vi kom i, havde vi sparet 3 timers ventetid, men de timer gik heldigvis nemt i denne super intetsigende by, hvor byens eneste spisested var tankstationen... Endelig fremme ved sidste stop inden endedestination faar vi at vide, der kun gaar en bus om dagen, saa vi maa vente til middag den foelgende dag. Vi foelte os ret forfulgt af uheld...
Da vi endelig kom frem, var det dog alt besvaeret vaerd! Allerede den foerste aften saa vi et par smaa alligatorer og en helt fantastisk flot solnedgang ud over soeen. Dagen efter var vi tidligt oppe og tog paa tur i en motorbaad for at spotte dyreliv. Mens solen fik mere og mere fat, gik dyrene glade rundt og spiste i marsken. Vi saa fugle med lime-groenne vinger, alligatorer i alle stoerrelser, den stoerste paa ca. 2,5 meter liggende paa lur efter mad kun 50 cm fra baaden! Vi saa kaempe fugle, yndige raadyr med kaempe oerer, og ikke mindst flodsvin, verdens stoerste gnaver (som I kan se ligner en forvokset hamster). Den var nu soed... Alt i alt var det super flot!
Om eftermiddagen tog vi rundt i naeromraadet paa hesteryg. Det skal man ligesom i disse omraader hvor Gauchoerne (de sydamerikanske cowboys) bor. Det var nu ikke helt saa sindsoprivende som baadturen, selvom vi saa flotte groenne fugle, vi tror, er undulater. Vores guide var dog vaeldig autentisk...
Vi sluttede med en tur ind i et lille jungleomraade, hvor vi saa orange aber, hvorefter vi havde besluttet os for at goere det umulige; at tage tilbage til byen. Stedet er jo ikke ligefrem verdens navle, saa bussen koerer klokken 04.30 om morgenen, og man skal saa vente hele dagen, foer der gaar busser til Buenos Aires klokken 21.00 tidligst. Eftersom vi godt kan maerke uret tikker, havde vi spurgt os omkring for at faa et lift, men der var ingen hjaelp at hente. Saa fulgte vi vores hotelmutters forslag og blaffede. Det var grusvej som paa billedet hele vejen, og der er ingen byer undervejs. Det kunne med andre ord godt gaa hen og blive ret besvaerligt...
Men vi havde heldet med os! Efter et kvarter ankommer foerste pickup, vi hopper op paa ladet og koere 50 km af vejen. Det var naesten for nemt! Vi begynder at gaa afsted, mens vi venter paa naeste bil kommer... 20 min gik der, inden vi atter saa en stoevsky fra en bil. Vi troede, de ville koere forbi, men igen kunne vi hoppe op paa ladet, denne gang med lovning paa at blive koert helt ind til byen. Efter en times koersel har vi noedstop. Der er opstaaet massivt ratsloer, og eftersom vi koerer paa grusvej med mange huller, er det ikke saa smart. Vores chauffoer og de to andre maend i bilen roder lidt rundt og ryger en cigaret, men vi overvejer om vi har trukket os en nitte. Men saa finder chauffoer 3 stykker gummibaaand (opskaaret cykelslange?), kravler ind og binder dem om hjulaksen bag hoejre forhjul, og vupti! er alt godt, og vi kan koere videre... Saa ved man det, hvis man en dag skal reparere en bil...
Resten af turen gik let og smertefrit, og ligeledes gik turen til Buenos Aires.

Knus fra Os