KARNEVAL!!!

Hej igen...
Nu har vi saa vaeret til karneval - og wuhuu! Det var en fest! Vi ankom til Oruru torsdag, hvor vi fandt et meget meget spaendende sted at bo for hele weekenden... luksus er ikke lige ordet... rent heller ikke... Men det var meget hyggeligt for vi boede sammen med en amerikaner (som er en af dem, I ser paa billedet fra saltoerkenen... amerikaner... jep snydt igen...), og en pige fra Wales, som var meget speciel... og vild med aber - sygeligt vild med aber!
Men - Oruru er en fin by, hvor man boer tage hen, hvis man vil opleve det mere traditionelle karneval i Sydamerika. Hele byen fester og alt er paa den anden ende. Man skal jo bruge en bred gade, der hvor man skal have sin karnevalparade til at gaa, og i Oruru klarer man det ved at omdirigere trafikken og daekke togskinnerne til med cement, og saa er man klar. Naar man altsaa lige har brugt hundredevis af arbejdstimer paa ogsaa at male cementen i flotte moenstre, hvilket i oevrigt blev slidt af inden de for alvor startede.
Allerede torsdag da vi ankom dansede de mere traditionelle dansegrupper fra landsbyerne allerede lystigt rundt, og vandkampen var i fuld gang. Udover vand kunne man ogsaa faa skum/kunstig sne sproejtet udover sig, saa det var vaeldig sjovt. De unge teenagedrenge var de mest agressive, men ogsaa smaa boern gjorde hvad de kunne for at faa os ned med nakken. For det er jo naturligvis lidt federe at oversproejte en turist end en almindelig bolivianer... Vi koebte baade sikkerhedsudstyr og forsvarsudstyr i form af henholdsvis regnponchoer samt skumdaaser, vandpistoler og vandballoner, men alligevel blev vi gennembloedte... De gik efter hovedet... Det var meget meget farligt, men vi overlevede, fordi vi er saa seje og i oevrigt havde vi traenet undvigelsesmanoevre i noget tid nu...
Og saa blev det endelig loerdag morgen, og det rigtige karneval gik i gang. Det startede allerede klokken 8.00 og blev ved til langt ud paa natten uden stop. Danserne kommer i inddelte grupper alt efter hvilken forening de kom fra. Hver forening var saa yderligere opdelt i undergrupper efter hvilken dans, de dansede. I hver undergruppe var et blaeseorkester som saa spillede den type musik, som passede til dansen. Der var mange forskellige rytmer og mange forskellige danse og kostumer. Vi var helt overvaeldede! Det var simpelthen saa flot!
Det som er kendetegnet ved dette karneval er at de har en dans de kalder Diablada. Grunden til dette er, at der ligger miner udenfor byen, og traditionen i minerne er at man ofrer til og beder om beskyttelse fra Djaelven naar man arbejder dernede. Det betyder, at de imiterer Djaevlen i store raslende kostumer og frygtindgydende masker, men de danser den lange vej gennem byen. Selve turen er for dem lidt en lidelse, for der er draebende varmt inde i kostumerne, naar man samtidig skal danse rundt, men det er ogsaa en stor aere endelig at kunne fremvise sit show.
Andre spaendende danse er fx Topas, som faktisk er defineret udfra rytmen i musikken. Det er en speciel rytme, som for en helt almindelig turist og en ellers dansevant turist, kan det godt vaere lidt af en udfordring, naar man skal proeve at laere trin... Til dansen skal man have klokker paa stoevlerne for at forstaerke rytmen, og saa skal man ellers hoppe rundt spraengfyldt af energi og helst synkront, da det ellers oedelaegger rytmen. Det var virkelig imponerende, og disse grupper udstraalede en ekstra kraftig energi. Til tider sang danserne selv til musikken, og det vakte stor jubel hos tilskuerne hver gang.
Derudover var der flotte piger i hoeje knaelange stoevler og smaa bitte strutskoerter, som mest af alt bare skulle vimse rundt og vaere laekre, samt sende kys op mod tilskuerraekkerne naar poeblen raabte paa "besas!" (slaa det op hvis du har lyst, og ikke kan gaette betydningen...). Og saa var der masser af kvinder og maend som gav den fuld gas i de mere traditionelle danse, hvor det blandt andet var lamaen, som skulle hyldes.
Alt i alt var det en kaempe fest, og det var rigtig rigtig sjovt! Showet koerte baade loerdag og soendag, men om soendagen var der en anderledes atmosfaere. Her tog mange af danserne deres store masker af, saa man kunne se hvem de var, og der blev holdt mange oelpauser. Alt i alt var de mindre serioese om soendagen, hvilket betoed, at ud paa natten var der nogle, som fik meget svaert ved at holde rytmen baade af danserne og blaeserne. Tilgengaeld var de fleste tilskuere ogsaa rimelig godt koerende paa det tidspunkt, saa det passede jo fint sammen... Soendag nat blev, netop som vi havde besluttet os for at tage del i Topas-dansen, pludselig offer for en stoerre regnbyge. Det betoed de fleste danserne tog en regnponcho over deres fine dragter, saa det blev svaert at se dem ordentlig, og vi var lykkelige over, at det ikke havde regnet tidligere. Nu betoed det bare, at vi faldt bedre ind i maengden (vi gik jo i forvejen rundt i beskyttelsesdragt/regntoej) - ikke en sjael kunne se forskel paa os og de professionelle dansere... hmm... Men selv under heftig dans skal man vogte over sine ejendele hvert sekund (det havde vi laert dagen foer), saa denne nat klarer vi os igennem uden bolivianske haender i vores lommer... En ganske stor bedrift naar man staar pakket som sild i en toende uden mulighed for at rykke frem og tilbage.
Mandag morgen var festen dog slut og vandkampen ovre. Som de paa davaerende tidspunkt paranoide turister vi var, brugte vi dog lige formiddag i poncho for en sikkerhedsskyld. men alt aandede fred og ro, og vi besluttede at rejse videre mod Santa Cruz, hvor vi skulle paa toget til Brasillien. Turen gik let og smertefrit, bortset fra at den eneste vej der eksisterer, var spaerret paa grund af et stenskred og ingen vidste hvornaar det ville blive ryddet. Vi havde et par uger tidligere hoert der var problemer paa vejen, men nu var den altsaa ufremkommelig. Der blev sagt det maaske blev bedre om et par dage, men det var ikke sikkert.
Vi havde to muligheder, blive koert til stenskredet og passere de ca. 7 km til fods vadende rundt i selve stenskredet, og derfra finde en bus (noget der ligner 18-20 timer) eller bide i det sure aeble og tage et fly (45 min). eftersom vi gerne ville naa til Rio i tide, valgte vi flyet, og naaede frem til Santa Cruz, hvor karnevallet stadig ikke var helt ovre. Paraderne var forbi, men vandkampene koerte stadig. Og som om skum og vand ikke var nok, havde de her opfundet den helt fantastiske ting, at man ogsaa kunne kaste og sproejte med maling! Super fedt naar man lige troede alt fare var ovre, at det faktisk viste sig at vaere endnu vaerre det naeste sted, man kommer hen...
vi overlevede dog aftenen og naeste morgen fik vi os dog kaempet afsted til togstationen, stod i koe i 1,5 time, blot for at konstatere det ikke var muligt at komme afsted den dag. Alle billetter var solgt! Vi tjekkede busforbindelser men de eksisterede ikke... Vi var strandet! Og tilmed solgte de kun billetter til samme dag, saa dem til dagen efter blev foerst solgt naeste morgen... Bolivianer-logik!
Derfor maatte vi naeste morgen afsted igen, staa i koe i 1,5 time for til sidst endelig at faa billetterne i haanden! og saa var vi glade... Lidt af glaeden gik af, da vi hoerte at der samme morgen var kommet en bus igennem det stenskred, som havde stoppet os, men ja...
Vi havde billetter, vi naaede toget, vi var paa vej til Brasilien og alt var godt! Resten af turen skulle saa glide let og smertefrit, hvilket den ogsaa gjorde, hvis man abstraherer fra lidt tidsforvirring (hvem opfandt tidszonerne?) og lidt smaaproblemer med at finde et brasiliansk migrationskontor som var aabnet, saa vi kunne faa vores stempel. Men det lykkedes saa flere spaendende historier foelger!

Knus fra Os