Overlevelsesture!

Nu har vi efterhaanden faaet indtaget tilpas mange is til, at vi synes, det var blevet tid til lidt motion. Derfor valgte vi at en tur paa mountainbike ville vaere passende... Og hvis man goer det uden for La Paz, kan man lige saa godt goere det ordentligt. Saa vi tog en tur paa "The Death Road", eftersigende verdens farligste vej.
Vi koerte afsted tidligt om morgenen, blev sat af i 4700 meters hoejde, og saa gik det ellers nedad derfra til dalen i 1200 meter. Det foerste stykke var asfalteret, og derefter koerte vi paa sten/grusvej. Det var en super flot udsigt, og ved siden af vejen gik det bare lodret ned! Der var mange kors langs vejsiden til minde om mennesker, der i tidens loeb var skvattet ud over kanten, men i 2004 var man holdt op med at bruge vejen til motoriserede koeretoejer af samme aarsag, og den bliver nu primaert brugt til turister. Vejen var smal, og det var let at forestille sig, hvor farligt det var naar to lastbiler skulle passere hinanden, eller hvis en traet buschauffoer var uopmaerksom et oejeblik. Vi saa enkelte bilvrag ligge nede af skraenten, men de var skrallet for alt af vaerdi, heriblandt daek og metal.
Bortset fra vi begge havde lidt problemer med slidte gear, saa kom vi let og ubesvaeret ned og fik vores velfortjente t-shirts printet med "Death Road survivor" som bevis paa vores bedrift.
Dagen efter gik vi en tur i omraadet, hvor vi var endt. For det ville vi ogsaa gerne have haft en t-shirt... For da stien blev til ingenting, og rive-siv (draeber-siv - slaa det op hvis du har lyst... eller saa det, men det kan ikke anbefales...) og draeberinsekter i form af bittesmaa gule stikke-fluer overtog magten, blev det ogsaa til en overlevelsestur af de mere ekstreme. Men vi fik set baade cocaplantager, noget vi tror er kaffeplantager, bananplantager med bananer paa, limetraeer og turens egentlige maal - vandfald.
Udenfor La Paz har vi ogsaa besoegt ruinkomplekset Tiahuanaco, som er preinka og ganske flot. Her staar blandt andet den beroemte solport, som er meget fint dekoreret, og hvis spanierne ikke havde stjaalet alt guldet, havde der ogsaa vaeret noget af det. Kulturen i Tiahuanaco har inspireret inkaerne en del, fx byggeteknik men ogsaa symboler. Inkakorset, som I selvfoelgelig alle kan se for jer, er faktisk Tiahuanaco-kulturens opfindelse... Svindel og bedrag, men selv inkaer maatte traede paa nogle for at komme frem i verden.

Og saa var det for alvor videre, og endnu en overlevelsestur ventede forude. Vi tog nemlig til Potosí, for at besoege byens miner. Foerst tog vi dog lige en smuttur op til en kratersoe for at lade op til mineturen. Det var rigtig flot, 4000 meters hoejde omgivet af bjerge og musikspillende argentinere, men vi solede os og badede i den 25-30 grader varme soe. Potosí er en gammel mineby, hvor spanierne startede en omfattende og udbyttende mineindustri baseret paa soelv. De lokkede de lokale ind i gaeldsslaveri og importede ogsaa slaver fra Afrika, men de kunne ikke holde til klimaet eller arbejdet og blev derfor overflyttet til cocaplantagerne naer ved La Paz. Arbejdsforholdene var ekstreme og dybt umenneskelige, og der var enkelte selskaber, som tvang deres arbejdere til at blive i minerne et halv aar af gangen, enkelte kom ud i live, resten ansaas som alment tab. I dag er minen givet tilbage til arbejderne, og de tjener, hvad de selv bryder. Mange af dem har slaaet sig sammen i arbejdssjaks, hvor de deler udgifter og indtaegter, men det er (surprise) ogsaa i dag et meget haardt liv at vaere minearbejder. Der doer ca. 20 om aaret ved sammenstyrtninger, foruden alle dem der doer af lungesygdomme og nedslidning.
Inden vi selv skulle ned i minen, skulle vi igennem en masse forberedelser. Vi blev udstyret med slidstaerkt toej, hjelme, lamper og gummistoevler, og der skulle koebes dynamit, sodavand og selvfoelgelig coca-blade som gaver til de haardtarbejde minearbejdere, vi skulle ned og forstyrre. Vores guide var i virkeligheden en vaskeaegte minemand, som normalt arbejdede med hans broedre nede i minen, men var blevet hentet op, fordi der var mange turister i omloeb. Han fortalte os om livet som minearbejder, mineralernes vej fra bjerget til rent soelv, tin og zink, og saa tog han os saa altsaa ned til tredje plan inde i bjerget.
Inden vi gik ind i bjerget, skulle vi dog lige vente, for der kom minearbejdere loebende ud med en togvogn fyldt med to tons mineraler, og det var ret vigtigt at komme vaek fra sporet, naar de kom. Det var som at vaere i minetoget i Legoland eller Indiana Jones... alt efter hvad man er mest til... :) Man tror, det hoerer til i eventyr eller gamle westernfilm, men de stod vitterlig med hakker og skovle for at loesne mineralerne, og vognene de koerte afsted med, troede vi heller ikke eksisterede i den virkelige verden.
Vi gik dybere og dybere ind og ned i bjerget, sjaeldent kunne man gaa oprejst, og ofte maatte vi ned at kravle for at kunne komme frem i gangene. Det var en vild tanke at vaere inde midt i et bjerg i de smaa smalle gange med stoevet flyvende taet omkring os. Vi bar masker for at minimere stoevindtaget, men alligevel gik vi og hostede over den toerre luft, men vi kunne kigge paa alle de rigtige minefolk, som bare knoklede loes - uden masker og slidstaerkt toej. Maria proevede selv at skovle, og ja, det er faktisk virkelig haardt! Selv naar vi gik rundt drev sveden af os, og igen kunne man bare sende en tanke til de haardtarbejdende maend. De har vores respekt - og medfoelelse. For os var det en oplevelse og en overlevelsestur, for dem er det den bitre hverdag. I foelge vores guide er noget af det vigtigste som minearbejder at have en god men grov humor og saa selvfoelgelig at kunne tygge paa coca-blade.

Nu er vi saa taget til Sucre, mere om det senere. Ciao! :)