Saltoerkenen - en tur i skyerne!

Efter gode og afslappende dage i Sucre, begyndte eventyrlysten atter at melde sig... Vi hoppede i en bus og koerte 9 timer mod sydvest ad en grusvej midt i ingenting. Taget i betragtning af at vores maal Uyuni, er en af deres stoerste - hvis ikke den stoerste - turistattraktion i dette land, kunne man godt blive lidt forundret over infrastrukturen, men... Velkommen til Bolivia - landet som har alt - med undtagelse af teknologi, som en taxichauffoer, saa fint fik det formuleret...
Efter ankomsten gik vi straks i gang med at finde et selskab, som kunne saelge os en god tur ud i saltoerkenen og til de flotte omgivelser, som ellers er i omraadet. Det er ikke muligt at tage afsted uden et selskab, bare saltoerkenen daekker 12.000 km2, hvor der bare er hvidt hvidt hvidt uden nogle reelle kendemaerker, saa det er livsfarligt ikke at tage afsted med en lokalkendt. Vi havde hoert fra flere, at fire dage var optimalt, saa det blev det.
Dagen efter tog vi afsted efter de saedvanlige 1,5 times forsinkelse med hoeje forventninger. I ventetiden fik vi hilst paa vores medpassagerer, de to af dem faldt meget i vores smag, saa dem hyggede vi os meget med resten af turen. De to andre var to franske kvinder, som troede alle kunne forstaa fransk, ja.... De skulle dog af efter tre dage og til Chile, hvorefter vi blev flyttet med vores nye venner over i en ny bil, hvor der var nogle yderst flinke canadier, som nu har faaet det indtryk, at alle danskere er meget intelligente mennesker, vi kunne svare paa alt og talte i oevrigt fire sprog!! :)
Den foerste dag gik ude i saltoerkenen. Det var ubeskriveligt!! Det maa vaere et af de mest surrealistiske steder i hele verden. Forestil jer at gaa rundt i skyerne, og saa taenk saa paa noget endnu vildere - saa har i ca. den oplevelse, det var at vaere derude. Overalt hvor man kiggede hen var det bare hvidt og helt fladt. I horisonten kunne man se en bjergkaede, det er den der har gjort omraadet muligt. Tidligere var hele omraadet daekket af hav, der kommer pladetektoniske forskydninger, og bjergkaeden rejser sig og holder vandet tilbage som en 12.000 km2 stor soe. Med tiden fordamper vandet og kun saltet er tilbage... Nogle steder er der op til 9 meter salt, og det gik vi saa rundt paa. I kanten af oerkenen udvinder de smaa landsbyer saltet. De stabler det i toppe for at drive vandet ud af det, indsamler det og pakker det i poser som saelges. Toppene er det eneste, der bryder den hvide overflade, og det ser ret maerkeligt ud - paa den gode maade. :)
Derefter tog vi videre og saa et hotel, hvor alt var bygget af salt. Ved at hugge blokke ud af saltet, kan man lave "mursten" til at bygge huset, sengene, stolene, bordene... alt. Ulempen er dog, at disse mursten ikke rigtigt kan taale vand, saa naar det regner, skal man pakke huset ind i plastik... Det var ret hyggeligt at se, selvom det var lidt en turistting at alle stoppede der og vandrede rundt i hotellet for at kigge, men spaendende alligevel.
Men tilbage ud i bilen og forsaette ud i alt det hvide. Det skal lige siges at for almindelige doedelige som os, saa alting bare stort og hvidt ud, og det var umuligt at orientere sig, men vores guide/chauffoer koerte os rundt uden kompas og fandt lige derhen, hvor vi skulle.
Vi stoppede mange gange for at komme ud og gaa paa saltet, og vi fik taget en del billeder, man mister totalt sin dybdefornemmelse, fordi alt bare er hvidt og fladt... det kan give nogle ret sjove billeder, men det er ikke saa nemt som det ser ud - det kraever haardt arbejde at faa tingene til at passe sammen, hvis det skal blive rigtigt godt. Saa vi kravlede rundt paa saltet for at faa den rigtige vinkel og var til sidst indsmurte i salt... Men sjovt var det! :)
senere gjorde vi endnu et stop paa et sted, hvor der stod et par centimeter vand over hele oerkenen, det er absolut noget af det smukkeste man kan forstille sig! Kunne vaere blevet der for evigt og bare nydt udsigten. Det var saa surrealistisk...
Selvom vi slet ikke havde faaet nok af saltoerkenen, var det blevet tid til at forlade alt det hvide og komme frem til vores overnatningssted for natten, hvor vi, til vores store glaede, havde et sengebord af salt... Inden vi gik i seng, tog vi dog lige en smuttur med vores nye venner til en grotte bygget af koraler, da det jo som naevnt har ligget under vand. Det var paent, og saa var der en flot flot solnedgang, vi kunne nyde samtidig.
Dagen efter var det tidlig afsted, for at kunne naa alt det planlagte. Vi saa fem forskellige smaa soer med flamingoer - tusindvis af flamingoer! Nogle helt taet paa, andre i flyvende tilstand og andre igen spisende. Efter frokost var det blevet tid til at se den roede lagune, og ogsaa her boede der flamingoer. Den roede farve opstaar pga. mineralindholdet i vandet, og naar solens straaler saa rammer vandet, faar det den roede farve til at opstaa. Vejret var ikke saa godt, da vi var der, men solen sneg sig dog igen og vi fik set den roede farve. Og ja, som I kan se paa billedet af Ina, saa blaeste det en helt del, man skal jo lige huske paa at vi paa hele denne 4-dagstur befinder os i 3000 meters hoejde. Hoejfjeldssol, der kraever hoej faktor, saa snart solen skinner, men smaakoldt naar solen ikke skinner... Hele dagen saa vi ogsaa en masse maerkelig stenformationer, som var meget imponerende. De fleste af dem er vulkansten, fordi der er mange udslukte vulkaner i omraadet. Blandt de mere specielle er Arbol de Piedra (traeet af sten). De kraftige vinde kombineret med vulkanmaterialet har formet denne sten helt fantastisk. Det er noget saerligt.
Dag tre startede igen tidligt, vi stod op halv 5 for at komme ud og se geysere. De er mest aktive i morgenstunden, og det er vi jo ogsaa, saa det passede rigtig godt sammen...
Det var super specielt, svovltaagerne boelgede op fra kraterne og hen over omraadet, og naar man gik inde mellem kraterne lugtede det kraftigt af raadent aeg. Nede i kraterne kunne man se kogende mudder, som boblede lystigt, og til tider sproejtede det lidt op. Det var isende koldt og blaesende, vi befandt os i 5000 meters hoejde, saa selvom det var flot, saa vi frem til naeste punkt paa dagsordenen - de termalske bade! Vi smed toejet og hoppede i boelgen brun - og det var rigtig dejligt varmt! Ahhh... og bagefter var der morgenmad... kage...
Kvalme gik vi tilbage til bilen og koerte til den groenne lagune, hvor vi sad en times tid og ventede paa den skulle blive groen, som vi havde set paa alle postkortene. I modsaetning til den roede soe, er det nemlig vinden, der laver farven her og ikke solen. Naar det blaeser, faar krusningerne farven frem, og det var spaendende af foelge udviklingen fra normal vandfarve til turkis groen. Det var et hyggeligt sted, og Ina byggede en varde. Derefter var det igen igen ind i bilen og videre mod nye steder og sten. Til tider var det som at kravle rundt i et stort klatrestativ, naar vi var ude at udforske vulkanstenene. Det er nogle meget imponerende former, og det virker meget surrealistisk. Paa et tidspunkt koerte vi ogsaa igennem Salvador Dali oerkenen, saa det var ikke kun os, der synes det hele saa lidt maerkeligt ud...
Efter sidste overnatning, hvor vi heldigvis kunne sove lidt laenge, begyndte turen hjemad mod Uyuni. Undervejs gjorde vi holdt i de forskellige smaa landsbyer, vi krydsede. en enkelt af dem var kun to aar gammel, lidt underligt.
Turen endte paa en togkirkegaard, hvor alle de gamle tog bliver stillet hen for af ruste op. Igen kunne man kravle rundt, saa vi var oppe i de gamle damptoge og foelte os som togfoerere parate til at beordre "mere kul paa kedlen", og hvad man nu ellers sagde dengang. Det var som at vaere med i en westernfilm, man forventede man om lidt ville blive afsporet af Sundance Kid... :)















For de mere frille-agtige af vores bekendtskaber, har vi her en lille quiz inspiret af Martin og Ketil... Gaet en lort?!