KARNEVAL!!!

Hej igen...
Nu har vi saa vaeret til karneval - og wuhuu! Det var en fest! Vi ankom til Oruru torsdag, hvor vi fandt et meget meget spaendende sted at bo for hele weekenden... luksus er ikke lige ordet... rent heller ikke... Men det var meget hyggeligt for vi boede sammen med en amerikaner (som er en af dem, I ser paa billedet fra saltoerkenen... amerikaner... jep snydt igen...), og en pige fra Wales, som var meget speciel... og vild med aber - sygeligt vild med aber!
Men - Oruru er en fin by, hvor man boer tage hen, hvis man vil opleve det mere traditionelle karneval i Sydamerika. Hele byen fester og alt er paa den anden ende. Man skal jo bruge en bred gade, der hvor man skal have sin karnevalparade til at gaa, og i Oruru klarer man det ved at omdirigere trafikken og daekke togskinnerne til med cement, og saa er man klar. Naar man altsaa lige har brugt hundredevis af arbejdstimer paa ogsaa at male cementen i flotte moenstre, hvilket i oevrigt blev slidt af inden de for alvor startede.
Allerede torsdag da vi ankom dansede de mere traditionelle dansegrupper fra landsbyerne allerede lystigt rundt, og vandkampen var i fuld gang. Udover vand kunne man ogsaa faa skum/kunstig sne sproejtet udover sig, saa det var vaeldig sjovt. De unge teenagedrenge var de mest agressive, men ogsaa smaa boern gjorde hvad de kunne for at faa os ned med nakken. For det er jo naturligvis lidt federe at oversproejte en turist end en almindelig bolivianer... Vi koebte baade sikkerhedsudstyr og forsvarsudstyr i form af henholdsvis regnponchoer samt skumdaaser, vandpistoler og vandballoner, men alligevel blev vi gennembloedte... De gik efter hovedet... Det var meget meget farligt, men vi overlevede, fordi vi er saa seje og i oevrigt havde vi traenet undvigelsesmanoevre i noget tid nu...
Og saa blev det endelig loerdag morgen, og det rigtige karneval gik i gang. Det startede allerede klokken 8.00 og blev ved til langt ud paa natten uden stop. Danserne kommer i inddelte grupper alt efter hvilken forening de kom fra. Hver forening var saa yderligere opdelt i undergrupper efter hvilken dans, de dansede. I hver undergruppe var et blaeseorkester som saa spillede den type musik, som passede til dansen. Der var mange forskellige rytmer og mange forskellige danse og kostumer. Vi var helt overvaeldede! Det var simpelthen saa flot!
Det som er kendetegnet ved dette karneval er at de har en dans de kalder Diablada. Grunden til dette er, at der ligger miner udenfor byen, og traditionen i minerne er at man ofrer til og beder om beskyttelse fra Djaelven naar man arbejder dernede. Det betyder, at de imiterer Djaevlen i store raslende kostumer og frygtindgydende masker, men de danser den lange vej gennem byen. Selve turen er for dem lidt en lidelse, for der er draebende varmt inde i kostumerne, naar man samtidig skal danse rundt, men det er ogsaa en stor aere endelig at kunne fremvise sit show.
Andre spaendende danse er fx Topas, som faktisk er defineret udfra rytmen i musikken. Det er en speciel rytme, som for en helt almindelig turist og en ellers dansevant turist, kan det godt vaere lidt af en udfordring, naar man skal proeve at laere trin... Til dansen skal man have klokker paa stoevlerne for at forstaerke rytmen, og saa skal man ellers hoppe rundt spraengfyldt af energi og helst synkront, da det ellers oedelaegger rytmen. Det var virkelig imponerende, og disse grupper udstraalede en ekstra kraftig energi. Til tider sang danserne selv til musikken, og det vakte stor jubel hos tilskuerne hver gang.
Derudover var der flotte piger i hoeje knaelange stoevler og smaa bitte strutskoerter, som mest af alt bare skulle vimse rundt og vaere laekre, samt sende kys op mod tilskuerraekkerne naar poeblen raabte paa "besas!" (slaa det op hvis du har lyst, og ikke kan gaette betydningen...). Og saa var der masser af kvinder og maend som gav den fuld gas i de mere traditionelle danse, hvor det blandt andet var lamaen, som skulle hyldes.
Alt i alt var det en kaempe fest, og det var rigtig rigtig sjovt! Showet koerte baade loerdag og soendag, men om soendagen var der en anderledes atmosfaere. Her tog mange af danserne deres store masker af, saa man kunne se hvem de var, og der blev holdt mange oelpauser. Alt i alt var de mindre serioese om soendagen, hvilket betoed, at ud paa natten var der nogle, som fik meget svaert ved at holde rytmen baade af danserne og blaeserne. Tilgengaeld var de fleste tilskuere ogsaa rimelig godt koerende paa det tidspunkt, saa det passede jo fint sammen... Soendag nat blev, netop som vi havde besluttet os for at tage del i Topas-dansen, pludselig offer for en stoerre regnbyge. Det betoed de fleste danserne tog en regnponcho over deres fine dragter, saa det blev svaert at se dem ordentlig, og vi var lykkelige over, at det ikke havde regnet tidligere. Nu betoed det bare, at vi faldt bedre ind i maengden (vi gik jo i forvejen rundt i beskyttelsesdragt/regntoej) - ikke en sjael kunne se forskel paa os og de professionelle dansere... hmm... Men selv under heftig dans skal man vogte over sine ejendele hvert sekund (det havde vi laert dagen foer), saa denne nat klarer vi os igennem uden bolivianske haender i vores lommer... En ganske stor bedrift naar man staar pakket som sild i en toende uden mulighed for at rykke frem og tilbage.
Mandag morgen var festen dog slut og vandkampen ovre. Som de paa davaerende tidspunkt paranoide turister vi var, brugte vi dog lige formiddag i poncho for en sikkerhedsskyld. men alt aandede fred og ro, og vi besluttede at rejse videre mod Santa Cruz, hvor vi skulle paa toget til Brasillien. Turen gik let og smertefrit, bortset fra at den eneste vej der eksisterer, var spaerret paa grund af et stenskred og ingen vidste hvornaar det ville blive ryddet. Vi havde et par uger tidligere hoert der var problemer paa vejen, men nu var den altsaa ufremkommelig. Der blev sagt det maaske blev bedre om et par dage, men det var ikke sikkert.
Vi havde to muligheder, blive koert til stenskredet og passere de ca. 7 km til fods vadende rundt i selve stenskredet, og derfra finde en bus (noget der ligner 18-20 timer) eller bide i det sure aeble og tage et fly (45 min). eftersom vi gerne ville naa til Rio i tide, valgte vi flyet, og naaede frem til Santa Cruz, hvor karnevallet stadig ikke var helt ovre. Paraderne var forbi, men vandkampene koerte stadig. Og som om skum og vand ikke var nok, havde de her opfundet den helt fantastiske ting, at man ogsaa kunne kaste og sproejte med maling! Super fedt naar man lige troede alt fare var ovre, at det faktisk viste sig at vaere endnu vaerre det naeste sted, man kommer hen...
vi overlevede dog aftenen og naeste morgen fik vi os dog kaempet afsted til togstationen, stod i koe i 1,5 time, blot for at konstatere det ikke var muligt at komme afsted den dag. Alle billetter var solgt! Vi tjekkede busforbindelser men de eksisterede ikke... Vi var strandet! Og tilmed solgte de kun billetter til samme dag, saa dem til dagen efter blev foerst solgt naeste morgen... Bolivianer-logik!
Derfor maatte vi naeste morgen afsted igen, staa i koe i 1,5 time for til sidst endelig at faa billetterne i haanden! og saa var vi glade... Lidt af glaeden gik af, da vi hoerte at der samme morgen var kommet en bus igennem det stenskred, som havde stoppet os, men ja...
Vi havde billetter, vi naaede toget, vi var paa vej til Brasilien og alt var godt! Resten af turen skulle saa glide let og smertefrit, hvilket den ogsaa gjorde, hvis man abstraherer fra lidt tidsforvirring (hvem opfandt tidszonerne?) og lidt smaaproblemer med at finde et brasiliansk migrationskontor som var aabnet, saa vi kunne faa vores stempel. Men det lykkedes saa flere spaendende historier foelger!

Knus fra Os

Saltoerkenen - en tur i skyerne!

Efter gode og afslappende dage i Sucre, begyndte eventyrlysten atter at melde sig... Vi hoppede i en bus og koerte 9 timer mod sydvest ad en grusvej midt i ingenting. Taget i betragtning af at vores maal Uyuni, er en af deres stoerste - hvis ikke den stoerste - turistattraktion i dette land, kunne man godt blive lidt forundret over infrastrukturen, men... Velkommen til Bolivia - landet som har alt - med undtagelse af teknologi, som en taxichauffoer, saa fint fik det formuleret...
Efter ankomsten gik vi straks i gang med at finde et selskab, som kunne saelge os en god tur ud i saltoerkenen og til de flotte omgivelser, som ellers er i omraadet. Det er ikke muligt at tage afsted uden et selskab, bare saltoerkenen daekker 12.000 km2, hvor der bare er hvidt hvidt hvidt uden nogle reelle kendemaerker, saa det er livsfarligt ikke at tage afsted med en lokalkendt. Vi havde hoert fra flere, at fire dage var optimalt, saa det blev det.
Dagen efter tog vi afsted efter de saedvanlige 1,5 times forsinkelse med hoeje forventninger. I ventetiden fik vi hilst paa vores medpassagerer, de to af dem faldt meget i vores smag, saa dem hyggede vi os meget med resten af turen. De to andre var to franske kvinder, som troede alle kunne forstaa fransk, ja.... De skulle dog af efter tre dage og til Chile, hvorefter vi blev flyttet med vores nye venner over i en ny bil, hvor der var nogle yderst flinke canadier, som nu har faaet det indtryk, at alle danskere er meget intelligente mennesker, vi kunne svare paa alt og talte i oevrigt fire sprog!! :)
Den foerste dag gik ude i saltoerkenen. Det var ubeskriveligt!! Det maa vaere et af de mest surrealistiske steder i hele verden. Forestil jer at gaa rundt i skyerne, og saa taenk saa paa noget endnu vildere - saa har i ca. den oplevelse, det var at vaere derude. Overalt hvor man kiggede hen var det bare hvidt og helt fladt. I horisonten kunne man se en bjergkaede, det er den der har gjort omraadet muligt. Tidligere var hele omraadet daekket af hav, der kommer pladetektoniske forskydninger, og bjergkaeden rejser sig og holder vandet tilbage som en 12.000 km2 stor soe. Med tiden fordamper vandet og kun saltet er tilbage... Nogle steder er der op til 9 meter salt, og det gik vi saa rundt paa. I kanten af oerkenen udvinder de smaa landsbyer saltet. De stabler det i toppe for at drive vandet ud af det, indsamler det og pakker det i poser som saelges. Toppene er det eneste, der bryder den hvide overflade, og det ser ret maerkeligt ud - paa den gode maade. :)
Derefter tog vi videre og saa et hotel, hvor alt var bygget af salt. Ved at hugge blokke ud af saltet, kan man lave "mursten" til at bygge huset, sengene, stolene, bordene... alt. Ulempen er dog, at disse mursten ikke rigtigt kan taale vand, saa naar det regner, skal man pakke huset ind i plastik... Det var ret hyggeligt at se, selvom det var lidt en turistting at alle stoppede der og vandrede rundt i hotellet for at kigge, men spaendende alligevel.
Men tilbage ud i bilen og forsaette ud i alt det hvide. Det skal lige siges at for almindelige doedelige som os, saa alting bare stort og hvidt ud, og det var umuligt at orientere sig, men vores guide/chauffoer koerte os rundt uden kompas og fandt lige derhen, hvor vi skulle.
Vi stoppede mange gange for at komme ud og gaa paa saltet, og vi fik taget en del billeder, man mister totalt sin dybdefornemmelse, fordi alt bare er hvidt og fladt... det kan give nogle ret sjove billeder, men det er ikke saa nemt som det ser ud - det kraever haardt arbejde at faa tingene til at passe sammen, hvis det skal blive rigtigt godt. Saa vi kravlede rundt paa saltet for at faa den rigtige vinkel og var til sidst indsmurte i salt... Men sjovt var det! :)
senere gjorde vi endnu et stop paa et sted, hvor der stod et par centimeter vand over hele oerkenen, det er absolut noget af det smukkeste man kan forstille sig! Kunne vaere blevet der for evigt og bare nydt udsigten. Det var saa surrealistisk...
Selvom vi slet ikke havde faaet nok af saltoerkenen, var det blevet tid til at forlade alt det hvide og komme frem til vores overnatningssted for natten, hvor vi, til vores store glaede, havde et sengebord af salt... Inden vi gik i seng, tog vi dog lige en smuttur med vores nye venner til en grotte bygget af koraler, da det jo som naevnt har ligget under vand. Det var paent, og saa var der en flot flot solnedgang, vi kunne nyde samtidig.
Dagen efter var det tidlig afsted, for at kunne naa alt det planlagte. Vi saa fem forskellige smaa soer med flamingoer - tusindvis af flamingoer! Nogle helt taet paa, andre i flyvende tilstand og andre igen spisende. Efter frokost var det blevet tid til at se den roede lagune, og ogsaa her boede der flamingoer. Den roede farve opstaar pga. mineralindholdet i vandet, og naar solens straaler saa rammer vandet, faar det den roede farve til at opstaa. Vejret var ikke saa godt, da vi var der, men solen sneg sig dog igen og vi fik set den roede farve. Og ja, som I kan se paa billedet af Ina, saa blaeste det en helt del, man skal jo lige huske paa at vi paa hele denne 4-dagstur befinder os i 3000 meters hoejde. Hoejfjeldssol, der kraever hoej faktor, saa snart solen skinner, men smaakoldt naar solen ikke skinner... Hele dagen saa vi ogsaa en masse maerkelig stenformationer, som var meget imponerende. De fleste af dem er vulkansten, fordi der er mange udslukte vulkaner i omraadet. Blandt de mere specielle er Arbol de Piedra (traeet af sten). De kraftige vinde kombineret med vulkanmaterialet har formet denne sten helt fantastisk. Det er noget saerligt.
Dag tre startede igen tidligt, vi stod op halv 5 for at komme ud og se geysere. De er mest aktive i morgenstunden, og det er vi jo ogsaa, saa det passede rigtig godt sammen...
Det var super specielt, svovltaagerne boelgede op fra kraterne og hen over omraadet, og naar man gik inde mellem kraterne lugtede det kraftigt af raadent aeg. Nede i kraterne kunne man se kogende mudder, som boblede lystigt, og til tider sproejtede det lidt op. Det var isende koldt og blaesende, vi befandt os i 5000 meters hoejde, saa selvom det var flot, saa vi frem til naeste punkt paa dagsordenen - de termalske bade! Vi smed toejet og hoppede i boelgen brun - og det var rigtig dejligt varmt! Ahhh... og bagefter var der morgenmad... kage...
Kvalme gik vi tilbage til bilen og koerte til den groenne lagune, hvor vi sad en times tid og ventede paa den skulle blive groen, som vi havde set paa alle postkortene. I modsaetning til den roede soe, er det nemlig vinden, der laver farven her og ikke solen. Naar det blaeser, faar krusningerne farven frem, og det var spaendende af foelge udviklingen fra normal vandfarve til turkis groen. Det var et hyggeligt sted, og Ina byggede en varde. Derefter var det igen igen ind i bilen og videre mod nye steder og sten. Til tider var det som at kravle rundt i et stort klatrestativ, naar vi var ude at udforske vulkanstenene. Det er nogle meget imponerende former, og det virker meget surrealistisk. Paa et tidspunkt koerte vi ogsaa igennem Salvador Dali oerkenen, saa det var ikke kun os, der synes det hele saa lidt maerkeligt ud...
Efter sidste overnatning, hvor vi heldigvis kunne sove lidt laenge, begyndte turen hjemad mod Uyuni. Undervejs gjorde vi holdt i de forskellige smaa landsbyer, vi krydsede. en enkelt af dem var kun to aar gammel, lidt underligt.
Turen endte paa en togkirkegaard, hvor alle de gamle tog bliver stillet hen for af ruste op. Igen kunne man kravle rundt, saa vi var oppe i de gamle damptoge og foelte os som togfoerere parate til at beordre "mere kul paa kedlen", og hvad man nu ellers sagde dengang. Det var som at vaere med i en westernfilm, man forventede man om lidt ville blive afsporet af Sundance Kid... :)















For de mere frille-agtige af vores bekendtskaber, har vi her en lille quiz inspiret af Martin og Ketil... Gaet en lort?!

Things to do in Sucre!

Naeste stop var Sucre. Byen omtales i guideboeger som Bolivias hvide by, men det er vist mest fordi den ikke har saa meget andet at slaa sig op paa, -i centrum saa vi en del hvide bygninger, men det var ogsaa det. Derudover har byen en hel del kirker og smaa museer, hvor der er samlet forskellige ting sammen, fx tekstiler og udstoppede dyr. Og hvad kan man saa lave i Sucre, hvis man ikke er katolik og fik nok af halvuhyggelige udstoppede fugle da man gik i folkeskole? Jo, saa kan man gaa en tur i byen paa en regnvejrsdag og laere nyt om boliviansk kultur. Det forholder sig nemlig saadan (selv i en by som Sucre med lige over 130.000 indbyggere) at aabningstider er et vidt begreb. Vi har forlaengst laert at en ejers frokostpause nemt kan straekke sig indtil ved tre- firetiden, men i Sucre laerte vi, at hvis det regner, saa aabnes der slet ikke. Ikke foer det er holdt op med at vaere kedeligt regnvejr vel at maerke. Men man kan nu ogsaa andet i Sucre, man kan nemlig tage tilbage i tiden. Det er jo fristende, saa vi hoppede paa en saakaldt dino-truck, og vups var vi efter bare fem kms koersel roeget over 65 millioner aar tilbage i tiden til dengang, der virkelig var dyr til. Udenfor Sucre er der nemlig fundet forstenede fodspor fra mange forskellige arter af dinosaurere. Sporene er mellem 60 og 80 cm brede (det er svaert at se paa billedet, men det er sandt) og selvom de oprindeligt blev lavet i en soebund er de i dag pga pladetektoniske bevaegelser at se paa en lodret vaeg. Ved siden af vaeggen er der blevet bygget en lille park med model-dinosaurer i naturlig stoerrelse, og det gjorde oplevelsen ganske levende. Ja, vi var naer blevet trampet ned af en "langhals" og spist af T-Rex.
Udenfor Sucre ligger ogsaa bjergene og vi blev derfor fristet til endnu et eventyr paa hesteryg. Denne gang gjorde vi det ordentligt med cowboy-hat og det hele, ja vi skulle endda holde seletoejet som vi nok tror cowboys goer. Vores heste var selvfoelgelig stolte gangere (laes Jolly Jumper), men ogsaa lettere rebelske, saa da vi holdt pause loeb de desvaerre deres vej. Vores stakkels guide maette efter dem og foerst efter en times tid kom han tilbage med de nu halvtraette heste. De to cowgirls havde i mellemtiden slappet af i en blomstrende graesmark, saa vi var selvfoelgelig friske til resten af turen. Vi fik dog ogsaa baade travet og galoperet, saa mon ikke vores evner indenfor ridesport efterhaanden er paa niveau med naa ja, en aegte cowboys. Det var virkelig en flot tur ud i det toerre landskab og en meget speciel foelelse at ride mellem kaktusser, mens solen langsomt sank.
Naa ja, og saa kan man forresten ogsaa koebe -og spise - uanede maengder og varianter af "gelatine" (gele) i Sucre. Heldigvis ogsaa naar det regner.

Overlevelsesture!

Nu har vi efterhaanden faaet indtaget tilpas mange is til, at vi synes, det var blevet tid til lidt motion. Derfor valgte vi at en tur paa mountainbike ville vaere passende... Og hvis man goer det uden for La Paz, kan man lige saa godt goere det ordentligt. Saa vi tog en tur paa "The Death Road", eftersigende verdens farligste vej.
Vi koerte afsted tidligt om morgenen, blev sat af i 4700 meters hoejde, og saa gik det ellers nedad derfra til dalen i 1200 meter. Det foerste stykke var asfalteret, og derefter koerte vi paa sten/grusvej. Det var en super flot udsigt, og ved siden af vejen gik det bare lodret ned! Der var mange kors langs vejsiden til minde om mennesker, der i tidens loeb var skvattet ud over kanten, men i 2004 var man holdt op med at bruge vejen til motoriserede koeretoejer af samme aarsag, og den bliver nu primaert brugt til turister. Vejen var smal, og det var let at forestille sig, hvor farligt det var naar to lastbiler skulle passere hinanden, eller hvis en traet buschauffoer var uopmaerksom et oejeblik. Vi saa enkelte bilvrag ligge nede af skraenten, men de var skrallet for alt af vaerdi, heriblandt daek og metal.
Bortset fra vi begge havde lidt problemer med slidte gear, saa kom vi let og ubesvaeret ned og fik vores velfortjente t-shirts printet med "Death Road survivor" som bevis paa vores bedrift.
Dagen efter gik vi en tur i omraadet, hvor vi var endt. For det ville vi ogsaa gerne have haft en t-shirt... For da stien blev til ingenting, og rive-siv (draeber-siv - slaa det op hvis du har lyst... eller saa det, men det kan ikke anbefales...) og draeberinsekter i form af bittesmaa gule stikke-fluer overtog magten, blev det ogsaa til en overlevelsestur af de mere ekstreme. Men vi fik set baade cocaplantager, noget vi tror er kaffeplantager, bananplantager med bananer paa, limetraeer og turens egentlige maal - vandfald.
Udenfor La Paz har vi ogsaa besoegt ruinkomplekset Tiahuanaco, som er preinka og ganske flot. Her staar blandt andet den beroemte solport, som er meget fint dekoreret, og hvis spanierne ikke havde stjaalet alt guldet, havde der ogsaa vaeret noget af det. Kulturen i Tiahuanaco har inspireret inkaerne en del, fx byggeteknik men ogsaa symboler. Inkakorset, som I selvfoelgelig alle kan se for jer, er faktisk Tiahuanaco-kulturens opfindelse... Svindel og bedrag, men selv inkaer maatte traede paa nogle for at komme frem i verden.

Og saa var det for alvor videre, og endnu en overlevelsestur ventede forude. Vi tog nemlig til Potosí, for at besoege byens miner. Foerst tog vi dog lige en smuttur op til en kratersoe for at lade op til mineturen. Det var rigtig flot, 4000 meters hoejde omgivet af bjerge og musikspillende argentinere, men vi solede os og badede i den 25-30 grader varme soe. Potosí er en gammel mineby, hvor spanierne startede en omfattende og udbyttende mineindustri baseret paa soelv. De lokkede de lokale ind i gaeldsslaveri og importede ogsaa slaver fra Afrika, men de kunne ikke holde til klimaet eller arbejdet og blev derfor overflyttet til cocaplantagerne naer ved La Paz. Arbejdsforholdene var ekstreme og dybt umenneskelige, og der var enkelte selskaber, som tvang deres arbejdere til at blive i minerne et halv aar af gangen, enkelte kom ud i live, resten ansaas som alment tab. I dag er minen givet tilbage til arbejderne, og de tjener, hvad de selv bryder. Mange af dem har slaaet sig sammen i arbejdssjaks, hvor de deler udgifter og indtaegter, men det er (surprise) ogsaa i dag et meget haardt liv at vaere minearbejder. Der doer ca. 20 om aaret ved sammenstyrtninger, foruden alle dem der doer af lungesygdomme og nedslidning.
Inden vi selv skulle ned i minen, skulle vi igennem en masse forberedelser. Vi blev udstyret med slidstaerkt toej, hjelme, lamper og gummistoevler, og der skulle koebes dynamit, sodavand og selvfoelgelig coca-blade som gaver til de haardtarbejde minearbejdere, vi skulle ned og forstyrre. Vores guide var i virkeligheden en vaskeaegte minemand, som normalt arbejdede med hans broedre nede i minen, men var blevet hentet op, fordi der var mange turister i omloeb. Han fortalte os om livet som minearbejder, mineralernes vej fra bjerget til rent soelv, tin og zink, og saa tog han os saa altsaa ned til tredje plan inde i bjerget.
Inden vi gik ind i bjerget, skulle vi dog lige vente, for der kom minearbejdere loebende ud med en togvogn fyldt med to tons mineraler, og det var ret vigtigt at komme vaek fra sporet, naar de kom. Det var som at vaere i minetoget i Legoland eller Indiana Jones... alt efter hvad man er mest til... :) Man tror, det hoerer til i eventyr eller gamle westernfilm, men de stod vitterlig med hakker og skovle for at loesne mineralerne, og vognene de koerte afsted med, troede vi heller ikke eksisterede i den virkelige verden.
Vi gik dybere og dybere ind og ned i bjerget, sjaeldent kunne man gaa oprejst, og ofte maatte vi ned at kravle for at kunne komme frem i gangene. Det var en vild tanke at vaere inde midt i et bjerg i de smaa smalle gange med stoevet flyvende taet omkring os. Vi bar masker for at minimere stoevindtaget, men alligevel gik vi og hostede over den toerre luft, men vi kunne kigge paa alle de rigtige minefolk, som bare knoklede loes - uden masker og slidstaerkt toej. Maria proevede selv at skovle, og ja, det er faktisk virkelig haardt! Selv naar vi gik rundt drev sveden af os, og igen kunne man bare sende en tanke til de haardtarbejdende maend. De har vores respekt - og medfoelelse. For os var det en oplevelse og en overlevelsestur, for dem er det den bitre hverdag. I foelge vores guide er noget af det vigtigste som minearbejder at have en god men grov humor og saa selvfoelgelig at kunne tygge paa coca-blade.

Nu er vi saa taget til Sucre, mere om det senere. Ciao! :)

Entra Bolivia!

Cuzco var vores sidste stop i Peru og efter de fantastiske oplevelser der, satte vi kursen sydover mod Bolivia. Vi fik dog et tre timers uventet morgen-stop i det kolde Puno, mens vi ventede paa en forbindelse videre. Egentlig var vi bare blevet lovet et ophold paa en lille time, men saadan noget har vi efterhaanden laert at man ikke kan regne med.
Ellers gik ruten langs med Titicaca-soen, vi krydsede graensen problemloest (hvor kommer alle de onde rygter om graensepoliti fra?) og kom frem til Copacabana, som er endnu en by ved den famoese soe, men altsaa ligger paa Bolivia-siden. Byen er ret lille, men den ligger meget fint helt ned til soen og vi noed det flotte sceneri -og isaer det overraskende varme klima. Vi slappede af og det blev ogsaa til en tur i pedal-baad paa Titicaca. For dem der skulle have glemt det, er det jo en ret stor soe, fordi vi er saa videbegaerlige har vi fundet ud af, at den er 1000 km2 stoerre end Sjaelland. Og, den er jo ogsaa som bekendt verdens hoejest beliggende navigable soe.
Det mest spektakulaere i byen er en tradition, der vist er udbredt i hele Bolivia, men som folk alligevel rejser til Copacabana for, -nemlig velsignelse af biler. Det foregaar foran kirken, hvor personbiler, minibusser og lastbiler dagen igennem holder i koe og gennemgaar velsignelsen. Foerst bliver de pyntet med blomster og guilander og saa oversproejtes de med champagne og oel og daekkes til i blomster-blade.. Hele familien er med og bagefter koerer folk saa hjem, -maaske med lidt stoerre tillid til bremserne end foer.
Efter Copacabana tog vi til Bolivias hovedstad La Paz, som ligger i 3500 m hoejde (det er verdens hoejest beliggende hovedstad, slaa det op hvis du har lyst). Her var vores hovedformaal at besoge Kari-Anne fra hoejskolen, som er i La Paz som voluntoer for en norsk organisation. Det var dejligt at se hende igen, og naesten ligesom at vaere i et rigtigt hjem, da vi var hos hende (sovevaerelse, koekken, stue, -wow), ja, og vi sov faktisk med vattaeppe i stedet for uldtaeppe med lagen.. Man laerer at saette pris paa de smaa ting.
Byen er frem for alt fuld af kontraster, paa gaden moeder man baade velklaedte karrierekvinder og forretningsmaend, tiggere, koner i traditionelt toej (lange sorte fletninger, bowlerhat og store skoerter) og skopudsere med tildaekkede ansigter. Her er det en skam at vaere skopudser og derfor daekker de sig til for ikke at blive genkendt, -det faar dem samtidig ogsaa til at se ud som om de er klar til at begaa bankroeveri, men man vaenner sig til synet. Samtidig er byen delt i selve La Paz , som ligger nede i en dal-saenkning, og den fattige hurtigt-voksende bydel El Alto, som ligger 500 m hoejere end resten byen. Midt mellem alt det moderne, (fx har Bjoernen i det blaa hus en restaurant med fremragende is, -det er da moderne!), findes ogsaa stadig heksemarkeder, hvor der saelges alt fra amuletter og slik til indtoerrede froer, dyrefostre og baby-lamaer. Paa gaden kan man blive spaaet i cocablade og vi har ogsaa vaeret paa byens coca-museum, -planten og de beroemte blade er en stor del af Bolivias historie og tradition. Coca-cola-kompaniet importerer store maengder til deres produktion for der er ekstrakt fra coca-blade i coca-cola. Ja, oprindeligt var der faktisk cocain i produktet, men det er dog blevet aendret.
Lidt uden for La Paz har vi besoegt et meget specielt omraaede, der hedder Maanedalen. Det er et flot landskab dannet af sandsten, der rejser sig som klipper op omkring én og hvis man har lidt fantasi, kan man faa formationerne til at ligne baade skildpadder og hatte.